.






Om mig

Jeg er far til to drenge på hhv seksten og ti år, og gift med kvinden i mit liv, og de tre betyder alt for mig.


Min store dreng er lige taget på efterskole, og nu får jeg tårer i øjnene, når jeg hører Kim Larsens ‘De smukke unge mennesker’. 


I sommeren 2021 flyttede vi ind på en stor gammel gård i Høve ved Sejerøbugten i Odsherred, med heste og katte og marker og en traktor. 


Det er helt fantastisk, og jeg vil helst være her hele tiden. Og det er blandt andet derfor, at jeg har valgt at fokusere mere på coaching og konfliktvejledning, som jeg kan lave hjemme på gården.

Livet på godt og ondt

Jeg har nok lært noget af de forskellige uddannelser, jeg har taget (se nedenfor). Men som de fleste andre, har jeg lært meget mere af livet generelt, på godt og ondt.

 

Min mor var alkoholiker og endte med at dø af det, og det har sat sig nogle dumme spor i mig og gjort nogle ting svære for mig. Men jeg er bevidst om det meste af det, og jeg har lært at leve med det på en okay måde. 


Jeg har en bipolar lidelse, som har ødelagt meget. Jeg hader mig selv, fordi jeg har været en idiot overfor min familie, og det tror jeg altid, jeg vil gøre - men jeg er blevet god til at acceptere, at jeg hader mig selv for det. Og jeg dybt taknemmelig for, at vi stadigvæk er en familie. 


Efter jeg blev diagnosticeret og begyndte at få medicin for snart fem år siden, har jeg heldigvis fået godt styr på min bipolare lidelse, og nu går det godt, synes jeg, med at være en god og nærværende og kærlig far og ægtemand. 


Det er ikke synd for mig, at min mor drak sig selv ihjel eller at jeg har en psykisk lidelse. Det er bare sådan det er, og jeg tror, at jeg har lært meget af det, og at det har gjort mig god til nogle ting. 


Fx er jeg er god til at relatere til andre menneskers svære oplevelser og alvorligere problemer. 


Og jeg ved noget om, hvordan det er at gå rundt i livet med nogle negative overbevisninger om sig selv og andre, som gør det svært at lykkes med tingene - og svært at være glad - ligesom jeg har mine egne erfaringer med at blive bevidst om dem og give slip på dem.  


Og det er, tror jeg, med til at gøre mig til en god coach og konfliktvejleder.

Arbejde og uddannelse

Jeg har arbejdet med konflikthåndtering og coaching i snart femten år i mange forskellige sammenhænge, både i Danmark og internationalt: På offentlige og private arbejdspladser, i interesseorganisationer og frivillige foreninger, i politiske sammenhænge, og med mennesker som privatpersoner. 


Jeg er uddannet antropolog fra Århus Universitet, konfliktvejleder og konfliktmægler fra Center for Konfliktløsning, systemisk proceskonsulent fra Attractor/Mannaz, og internationalt certificeret coach hos Sofia Manning.   


De seneste seks år har jeg haft mit eget lille konsulenthus sammen med tre andre, hvor jeg arbejder med konflikthåndtering og samarbejde mere generelt, både som underviser og som sådan én, der faciliterer forskellige former for konflikthåndterings -og samarbejdsprocesser. Det kan du læse mere om her


Jeg har også en lille kommunikationsbutik (fordi jeg synes det er sjovt at lave hjemmesider og markedsføring), som jeg har opkaldt efter kommunikationsgeniet Jonas Wergeland, og et Bed & Breakfast for mennesker og heste på Rismosegård. hvor vi også er ved at indrette en møbelbutik i en gammel stald. Og jeg har engang haft en café i en storby sammen med to venner, og importeret 60'er inspirerede møbler fra Cape Town. Men det er længe siden og en helt anden historie.